Spækhuggere foran båden og regnfyldt BBQ party

Dagene i Victoria har været fuldstændigt fantastiske. I skrivende stund sidder vi på den tre timer lange færgetur til Port Anacortes i Washington. I går startede dagen med noget, jeg har drømt om i årevis. At se spækhuggere! Vi spiste lækker morgenmad, som Kyle havde lavet, inden han skulle på arbejde. Så kørte vi i lækker morgentrafik-jam til Fisherman’s Wharf i Victoria, hvorfra vores tour skulle sejle. Her mødtes jeg også med Kia, min veninde fra Danmark, som tilfældigvis besøger familie i Nanaimo på Vancouver Island samtidig med, vi er her. Hun ville nemlig også gerne med ud at se hvaler – vi har vel alle set Befri Willy. Og da jeg som teenager var i Sea World med min far og bror, nægtede jeg at tage ind og se spækhuggershow med dem. Det har jeg det ret godt med. Bortset fra, at jeg jo havde støttet stedet blot med entré. Jeg har altid været fascineret af livet under havets overflade, særligt de større havdyr som hajer og hvaler.


Et af min brors mesterskud – tjek lige regnbuen! 

Vi tog ud med Eagle Wing Tours og en flok andre hvalentusiaster med potensforlængende kameraer og kikkerter. Så var jeg pludselig på en katamaran i Stillehavet igen, blot en ret anderledes af slagsen. Hold op, den kunne sejle hurtigt! Kaptajnen, som havde hillbilly-skæg og hurtigbriller, stod helt oppe i toppen af båden. Der gik ikke meget mere end et kvarter, før vi efter en briefing så de første to kulsorte finner dukke op i overfladen – et godt stykke fra båden dog. Der er meget klare regler omkring ikke at forstyrre dyrene på tæt hold, så alle turistbåde må ikke komme tættere på end 100 meter, medmindre hvalerne selv opsøger dem. Guiderne var utroligt dygtige og kunne fortælle mange spændende facts. Spækhuggernes hjerne ligner fx menneskets nærmest til mindste detalje, de er blot en hel del større. De er utroligt intelligente og sociale dyr. Efter godt en times sejlads så vi det vildeste; en spækhuggerfamilie sprang op ad vandet lige på siden af vores båd! Lige hvor jeg stod. Min bror har taget de vildeste billeder med sit zoomobjektiv, og jeg nød mest bare oplevelsen sammen med Kia og fik vind i håret og sejlerglæden tilbage. Og forsøgte at få et par videoer, men de blev elendige. Fuldstændigt fantastisk oplevelse, hvor vi så omkring 15 spækhuggere og en masse sæler og søløver, som stank noget så forfærdeligt og lå og fedede den på en lille ø. Ingen pukkelhvaler denne gang, men dem har jeg jo også set op til flere af.. Jeg må have lov til at blære mig med noget, når jeg ofte skal høre på, at min far og bror har været følgende steder: 1) New York 2) Niagara Falls 3) Coldplay-koncert.

Efterfølgende gjorde vi et kort stop i Victoria, hvor vi købte kaffe og sad ved de mange flotte blomster foran parlamentsbygningen. Vejret har bare været vildt lækkert! Vi ventede på at Kyle fik fri og ville tage os et hemmeligt sted hen. Kia tog også med, det var mega hyggeligt. Vi kunne bare gå ind inden han fik fri, for han er typen, der aldrig låser døren, og har smidt hovednøglen væk. Det er nok også nemmere, når man konstant har folk boende. Det viste sig, at vi skulle op langs vestkysten og hike til den smukkeste strand, Mystic Beach, gennem en tætbevokset skov. På vejen gjorde vi holdt i et supermarked og købte ind til snacky picnic til aftensmad – flere slags hummus, pitabrød, tortillachips, gulerødder, samosas, mini-calzone og pastasalat. Vi tømte lige en delikatesseafdeling. Så gik vi de 20-30 minutter ned til stranden, som var næsten øde og utroligt smukt beliggende. Her bredte vi et tæppe ud og sad så i solnedgangen og spiste og hyggede os. Vi har haft det så sjovt med Kyle! Det var virkelig trist at skulle sige farvel til ham i morges, hvor han skulle tidligt på arbejde. Vi efterlod et fint polaroidbillede af os tre, en hilsen i gæstebogen og en æske chokolade.


Bare fordi man gerne vil ligge ned og spise, skal der pludselig jokes med, at man er en strandet hval … 

Nu er vi back in the states, hvor vi i går brugte tre timer i et outlet og jeg dermed fik min årlige shoppetrang stillet. Herefter kørte vi til vores næste vært, Aaron, i det nordlige Seattle ved Green Lake. Da vi ankom kl. 21 var han dog stadig ude og hike med nogle af sine andre surfere. Han har det vildeste hus med fantastisk udsigt! Og plads til intet mindre end 14 surfere ad gangen. Det var nærmest et hostel, bare meget hyggeligere, pænere og hjemligt. Han er fan af Banksy og kender ham endda, og han havde vildt mange spændende bøger, flotte blomster, fine gulvtæpper, guitarer og ikke mindst en hel spisestue dedikeret til hilsner fra Couchsurfere – han har været vært for omkring 2500 personer siden 2014! Så vi vadede bare ind og fik sovepladser i kælderen, hvor han har køjesenge til seks personer. Der var pænt, rent og endda den sødeste norske skovkat, Samantha. Lidt efter kom Aaron hjem med nogle tyskere og en franskmand. Derudover var der også en kvinde fra Taiwan og Florida. Spændende forsamling! Aaron var så flink, og jeg blev længe oppe efter de andre og snakkede med ham – han kender blandt andet Chris McCandles’ familie. Jeg elsker Into the Wild. Hans forældre adopterede nærmest Aaron, da Chris/Alexander døde, fordi han havde skrevet med dem. Han viste mig originale breve fra Chris, billeder fra bussen i Alaska og en ekspedition de havde været på sidste år. Det var vildt fascinerende, og vi snakkede også længe om det at være vært. Som meget erfaren vært gav han mig en masse gode tips, og vi snakkede om sjove situationer, der var opstået med vores gæster. Det var et fantastisk hus med sådan en god stemning, Bon Iver i højttalerne og søde mennesker. I morges tog Aaron og jeg ud at løbe sammen rundt om søen, gav ham slik og chokolade og sagde farvel. Ærgerligt vi ikke skulle være der længere.


Hjemlig hygge hos Aaron 

Vi har været forbi Kurt Cobains hus i det østlige Seattle. Det er godt groet til, hvilket er fint, så det ikke generer ejerne. Jeg har været kæmpe fan af ham som teenager, så det var lidt et must for mig. Vi måtte og vente længe på at få billeder af den berømte bænk han sad på (det er selvfølgelig ikke den samme bænk længere), hvor der er hilsner, blomster, citater og sangtekster. Der var nemlig et tv-hold og fotografer ude at interviewe en eller anden kendt britisk punkrocksanger, som ingen af os kendte. Jeg leger rigtigt med skæbnen, sådan at sidde på hans bænk som 27-årig!


Smells like teen spirit – fangirl since 2004 

Efter lidt sightseeing ved Pike Place Market og køb af musthaves (som Oreo-chokolade), fik vi lækker frokost ved en street-food bod ved havnepromenaden. Hold op, det var varmt. Men vi fik virkelig gode lakseburgere med vilde laks fra bugten. Så skulle vi ellers finde ud til vores sidste Couchsurfer, Stephen på 19th Avenue. Den var bare meget lang og havde forskellige betegnelser, så vi endte et helt forkert sted. Jeg måtte gå ind i et øko-supermarked og logge mig på deres Wi-Fi for at ringe til Stephen på Whatsapp, og vi blev enige om at mødes til den barbeque night, vi var blevet inviteret til i stedet. Der havde vi en præcis adresse, og det var selvfølgelig i den modsatte ende af byen. Vi kørte inden om et supermarked og købte grillspyd, drikkevarer, nachos og hummus, og så videre til nogle fede lejligheder med den største tagterrasse og udsigt over skylinen. Rimelig okay.


Vejret kunne have været bedre, men ellers var der ganske okay på tagterrassen 

Jerry, værten, havde Stephen desuden også mødt via Couchsurfing. Der var en hel masse hawaiianere, og folk stødte til efterhånden. Da der var kommet gang i de to kæmpe griller og endda et bålsted oppe på taget, begyndte det selvfølgelig at styrte ned. Det resulterede i, at selskabet på omkring 15 mennesker måtte gå ned i lejligheden og anrette fællesbuffet, og så sad vi ellers og spiste på gulvet rundt omkring. Det var vildt hyggeligt, og maden var SÅ god. Der var en hawaiiansk kok, som havde taget en slags tun-sushi med stærk marinade med. Vi fik snakket med flere forskellige, men særligt Stephen og My-Le, hans kæreste. Til sidst gik vi op på taget og så byen i mørke, hvilket var ret flot, selv om jeg ikke er i nærheden af min fars begejstringsniveau, når det kommer til højhuse. Endnu flottere blev det dog, da Stephen tog os med til et andet udsigtspunkt på vej hjem. Det var meningen, vi skulle tidligt i seng, da vi skulle op kl. 3.30, men vi endte med at sidde og snakke til næsten midnat.


En helt perfekt afslutning – det er Stephen og My-Le forrest nr. to og tre fra venstre 

Nu sidder jeg i lufthavnen og bæller kaffe og kan ikke helt overskue 17-18 timers rejse hjem. Det har været intet mindre end en fantastisk tur!

Fra storbyliv i Vancouver til Couchsurfing i Victoria

Når man vælger at se mange ting på kort tid, kan det godt gå ret hurtigt. Men det bliver så til gengæld heller aldrig kedeligt. I dag har vi kørt fra Whistler til Vancouver, en relativt kort tur på godt 100 km. Det blev dog til en del stop på vejen, for der var flotte vandfald og diverse udsigtspunkter. Tro det eller ej, men jeg er ved at være mættet af at tage billeder hele tiden.


Vancouver Art Gallery – “Cabin Fever”

Vel ankommet skulle min far og bror smide mig af ved et kunstmuseum, som jeg skulle besøge som en del af en guide, jeg skal lave. Der var så bare to forskellige. Og jeg blev sat af ved det forkerte. Heldigvis havde jeg god tid og gik i rask gang over til det andet (længe leve min evigt elskede offline GPS). Byen er i øvrigt vildt nice – på størrelse med København, meget moderne, masser af street art, grønne områder og tusind caféer. Det lignede væsentligt mere et moderne kunstmuseum, og jeg var af deres PR-ansvarlige blevet guidet via mail til at møde op i security-afdelingen og få et skilt og et pressesæt. Vigtig type altså. Fik også min egen private guide, Jessie, og hun fortalte mig en hel masse spændende om flere canadiske kunstnere. Vi var rundt på tre midlertidige udstillinger, og den fedeste var klart den som hedder ”Cabin Fever”. Den skildrede menneskets forhold til at bo i hytter, telte og midlertidige hjem rundt omkring i verden. Særligt i Canada, selvfølgelig. Danmark var også repræsenteret for arkitektur (BIG) og LEGO. Det var sindssygt spændende og nogle virkelig flotte installationer. Jeg glæder mig næsten til at høre de 40 minutters diktafonoptagelse!


Vancouver Skyline på cykelturen

Senere mødtes jeg med min far og bror, som ikke var synderligt ærgerlige over at have misset museet. Vejret var perfekt, og vi havde aftalt at leje cykler og køre til Stanley Park, som er en ø i forlængelse af Vancouver. Vi lejede nogle lidt tvivlsomme cykler, og jeg kørte for første gang i hvad, femten år, med cykelhjelm. Sådan en skal jeg altså have købt mig, når jeg kommer hjem – ligegyldig hvor irriterende den så er. Vi hjulede derudad og så den flotte udsigt over byens skyline fra havsiden, flere kæmpe cruiseskibe (den ene var et Disney-skib. Seri-fucking-øst? Går Minnie og Mickey så rundt på dækket iført skippertøj?) og en masse forvirrede turister, der som os danskere ikke lige er så vant til at cykle. Der var også en boulevard fuld af palmer og så var det sjovt at se vandfly lette og lande hele tiden. Anyway, turen var virkelig flot og kan klart anbefales – den tog omkring halvanden time at køre.


Wildebeest

Om aftenen – efter et pitstop på vores hotelværelse på 9. sal lige i centrum – skulle vi ud at spise på restauranten Wildebeest, som jeg skal anmelde som en del af en artikel. Jeg vil være madanmelder! Argh, hvor var det lækkert. Pricy, men faktisk ikke så galt. Forretter, hovedret, dessert, god rødvin. Heaven. Smagte vildsvin for første gang! Og fik verdens bedste hvide chokoladekage til dessert. Og selve stedet var virkelig pænt, og tjenerne søde. Køkkenet var åbent, det var ret cool. Og så sad vi selvfølgelig ved siden af en flok danskere. Ha. På vejen hjem ville min far og jeg lige have en aftenkaffe, for vi havde jo ikke spist eller drukket nok i forvejen. Da vi kom ud fra kaffebaren, stod der en meget ussel hjemløs mand, som tiggede efter mad, drikke og penge. Ingen af os havde kontanter, og vi kom med nogle halvhjertede undskyldninger, indtil min far gik over til den nærmeste pølsevogn og spurgte, om de tog kort. Så købte han lige deres største hotdog med det hele til den hjemløse mand, som blev vildt glad. Han er sgu god nok, ham min faddar. Jeg glemmer ofte, hvor slemt det står til med hjemløse i nærmest alle andre steder end Danmark. Det giver mig virkelig ondt i maven og jeg kan slet ikke bære at se mennesker, der er gået kold midt på gaden, har tisset i bukserne og med fixegrej liggende ved siden af.


Broen set fra en bjergside, hvor man også kunne gå

I dag startede vi ud med en af Vancouvers største attraktioner – Capilano Suspension Bridge, en 130 år gammel hængebro lidt nord for byen. Og syv andre mindre hængebroer mellem de 50-60 meter høje fyrretræer. Der var heldigvis ikke mange menne
sker fra morgenstunden. Det var lidt skræmmende at gå på den store bro, som hænger og dingler rundt over 70 meter over jorden og en flod. De mindre af slagsen var meget hyggelige, og det var sjovt at komme så højt op i træerne.


Kigger efter hvaler på dækket, mens vi var ved at blæse væk 

Efterfølgende skulle vi med en færge til Vancouver Island, nærmere betegnet Nanaimo, hvorfra vi lige pt. er på vej til Victoria nede på sydspidsen af øen. Endelig er jeg tilbage og sejle på Stillehavet, dog ret meget mere nordligt og på et en del større skib, hvor jeg ikke kommer i nærheden af cockpittet. Det var nu stadig dejligt at stå oppe på dækket i blændende solskin og glo efter hvaler, når nu vores bjørnekarma har været helt ubearlig 😉

Vel ankommet til Victoria kom vi hen til vores første Couchsurfer på turen, Kyle. Jeg vil nemlig gerne vise min far og Christian hvor fedt det er – og at det bestemt ikke er farligt eller underligt! Og vi blev bestemt ikke skuffede. Kyle er nok en af de sejeste og sjoveste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han er i den canadiske navy som undervands-minerydder(!) forskellige steder i verden. Senest var han lige to måneder på Hawaii. Og nå ja, så ejer han også et fly og en SkyDiving business ved siden af. Han har over 500 udspring på sit CV. På Couchsurfing fronten har han været vært for omkring 450 personer i hans hyggelige hus. Han tog vel imod os og vores værtsgaver fra Danmark, og så tog vi ellers ud til hans arbejde ved militærhavnen. Han havde nemlig lovet, at vi skulle ud og sejle kajak.


På vej ud i milibasen i kajak – man skulle holde sig langt fra alle krigsskibe 

Så vi skulle alle vise ID for at bevise, vi var over 18 (særligt min far var begejstret for dette) og kom ind i havnen, hvor der var utallige ubåde og skibe side om side. Vi gik over til en stor lagerbygning, hvor der viste sig at være omkring 30 forskellige kajakker i alverdens farver, plus alt udstyr. Jeg havde glemt at det er en smule besværligt at klargøre kajakker, men vi gjorde det i fællesskab. Min far var den første, der skulle i vandet fra kajen – der var nok en halv meter ned, men han mente bestemt, der var fem. Desværre har min far en rimelig ringe balance, så han kom hurtigt op igen. Han var vist for bange for at lave en halv grønlændervending. Christian havde heller aldrig siddet i en kajak før, men klarede det bare super flot. Vi kom alle tre af sted og sejlede i den begyndende solnedgang, mens der dukkede sæler op ad vandet lige ved siden af os! SÅ hyggelig og smuk tur, jeg sad bare derude på havet og tænkte, at det var klart det fedeste, vi har oplevet i Canada.


Kyle og jeg vel oppe på kajen igen – jeg var nærmest elegant, da jeg skulle op igen .. Nærmest.

Efter at være kommet op i god behold og have skyllet kajakker og udstyr for havvand, havde Kyle da også lige en middagsinvitation i ærmet hos et vennepar han har, Libby og Ryan, som bor sindssygt smukt lidt oppe i bjergene med udsigt over strædet og USA på den anden side. Vi stod vildt længe bare og måbede over udsigten på deres store terrasse, hvor der gik rådyr rundt lige foran os. Og så var det jo tirsdag, hvilket mange steder i USA og Canada betyder Taco Tuesday! Vi mæskede os i masser af tacos, øl og soda, og havde den sjoveste aften. Inviteret hjem til komplet fremmede mennesker! Det er sådan nogle oplevelser der gør, at jeg hellere vil Couchsurfe end bo på fine hoteller. Min far og bror har været lidt lodne ved tanken, men efter i går tror jeg nu, de er ganske ok med det. Jeg er jo også selv begyndt at være vært i København, og det er også rigtig hyggeligt, om end jeg skulle have en lille pause efter den første måned, hvor jeg havde 8-9 personer boende.


Ryan fortæller om dyrelivet rundt om deres flotte hus 

Lettere paranoid på de canadiske bjergveje

Det blev en stille og rolig aften i Jasper, hvor vi fandt noget aftensmad og gik i nærmest samtlige souvenirbutikker, fordi Christian har fået et meget specifikt ønske af sin kæreste: En grøn elg lavet i glas. Jeg synes, at det er så sjovt, at hun sender ham på sådan en umulig opgave. Indtil videre har vi fundet mange ting i glas, utallige elgfigurer og selvfølgelig ting i farven grøn, men ikke denne særlige kombination. Vi får se – jeg er jo en anelse ivrig, når det gælder om at finde de rette gaver.


Lake Maligne i gråvejr

I dag er vi kørt til Lake Maligne, som ligger ret langt oppe i bjergene og er meget kendt for sin fotogene ø med grantræer i midten. Vi fandt ud af, at søen var pænt stor. Og at øen var i den modsatte ende. Det kostede intet mindre end 1.300 kr. for halvanden times bådtur (ikke en privatbåd, en proppet turistbåd). Det gad vi ikke, og der venter os en meget mere spændende sejltur af slagsen senere. Vi nøjedes med at gå langs søen. Der var dejligt stille og fyrretræerne duftede skønt.

Så har vi ellers brugt et par timer midt på dagen på at købe postkort i Jasper. Jeg elsker at skrive postkort, men gør det sjældent. For fuck, hvor er det besværligt. At finde postkort var nemt nok. At skrive dem er også fint. Så når man til punktet, hvor man skal skaffe frimærker. Som de ikke har nogen steder. Og posthuset var lukket om lørdagen. Og nogen havde kun nationale frimærker. Andre havde udsolgt. Vi var tæt på at give op, men endelig fandt vi nogen. Så kunne jeg selvfølgelig ikke den ene adresse i hovedet. Og kunne ikke finde internet, og vi skulle videre. Så nu ligger mine frankerede postkort fint i bilen. Og der var i øvrigt kun postkasser til national post i Jasper. Det er store problemer jeg dealer med.

Da vi kørte ud af Jasper National Park, stod der en hvid bjergged lavet i sten, og min far udbryder: ”se, en isbjørn!” Christian og jeg har siddet ud af vinduerne og zoomet ind på bjergsiderne med vores kameraobjektiver som de fedeste turister på safari. Stadig ingen bjørne! Til gengæld har vi fundet ud af, hvor mange sjove ordspil der kan laves over ”bjørn” og ”bear”. Jo jo, vi holder humøret højt.


Pizza love – delefrokost på bagsædet

Efter flere timers kørsel på ret gode highways undrede vi os over, at GPS’en sagde, det ville tage fem timer at køre de sidste 230 km. Der var en god grund. Efter lidt hurtig aftensmad kom vi nemlig ud på en helvedes vej med tusind hårnålesving, stigninger og umulige veje. På hele strækningen lå der kun én mindre by, hvor jeg skulle ind for at tisse. Fandt en ret skummel pub, hvor der sad en masse stamgæster og gloede underligt på mig – en blanding af nysgerrighed og ”hvem er du og hvad laver du her?” Det lignede virkelig noget fra en gammel westernfilm, faktisk ville jeg næsten ønske, jeg havde haft tid til at få en øl. Heldigvis lod bartenderen mig låne toilettet, og så kunne vi køre videre ud i horrorland. Ej, det var så uhyggeligt. Jeg har set for mange dårlige amerikanske teenage-gysere. Der var bælgmørkt, mange rådyr langs vejen, og en creepy mand stod langs vejen i mørket og gloede. I lang tid så vi ingen andre biler, og når der så holdt nogen helt øde ind til siden på vejen, var jeg pludselig overbevist om, at ham manden fra Motorsavsmassakren var flyttet fra Texas til Canada. Da vi havde kørt et par timer, kom vi forbi en sø, hvor der sad en flok teenagere i skæret fra et bål med en camper i baggrunden. Det så i princippet hyggeligt ud, og det var det garanteret også, men jeg havde bare lyst til at rulle vinduet ned og råbe ”run while you can!” Selv om hele scenariet var ret uhyggeligt, kunne vi ikke lade være med at stoppe bilen et helt mørkt sted for at gå ud og se på stjernehimlen. Da jeg først kiggede op, glemte jeg alt om at være bange. Mælkevejen var så tydelig. Og vi nåede trods alt frem til vores hotel i Whistler i god behold.


Se lige de to tosser …

Her har vi indtil videre været ude og vandre i et utroligt smukt område der hedder ’The Train Wreck Trail’ – der ligger nemlig flere togvogne overtegnet af graffiti, fra et tog som forulykkede en gang i 50’erne. Vi har været oppe og kravle på vognene, og også ude ved et smukt vandfald uden nogen mennesker. Ah. Vejret er skønt og det er en god dag.


Hængebro i Whistler

Lige nu står den på tøjvask for os fattige, der ikke har betalt 800 kroner for indtjekket bagage. Senere skal jeg finde en god café med udsigt over bjergene og sidde og skrive min første artikel.


Parkour very light, men kom da op på taget og ned igen 😉

PS. Krise afværget. Hotellet sender postkort for én. Og de har friskbagte cookies i receptionen.

Hiking, møde med lokale og tusind krystalklare søer

Endnu en lang dag er ved at være forbi. Jeg sov en hel time længere, så slog først øjnene op klokken kvart over fem. Det bliver først lyst ved 6.30 tiden, så der stod jeg klar i mit løbetøj og skulle ud i otte graders kulde! Jeg elsker at løbe et nyt sted, især mens byen vågner. Jeg mødte næsten ikke et øje, men så til gengæld den smukke solopgang fra en bro på vejen. Og ingen bjørne, øv. Måske meget godt, for man må ikke løbe omkring dem. Jeg fandt i øvrigt ud af, hvor jeg har min utålmodighed fra. Vi havde ikke kørt mere end 20 minutter ind i nationalparken, før min far udbryder ”hvor bliver de bjørne af?” Jeg tror man skal være rimelig heldig for at spotte nogen.


Et af vandfaldene på vores mini-hike

Da jeg kom tilbage spiste vi morgenmad på værelset, og så var det ud af vagten og mod Johnston Canyon. Her skulle vi ud på en ægte turistrute med 800 andre mennesker. Det er en nem hike på cirka to timer og kun lidt stigninger undervejs, men der var flere flotte vandfald og en krystalklar flod. Vi så et par nuttede jordegern, den ene sad lidt i skjul og gnavede på en nød. Hvis man så bort fra de mange mennesker (vi var jo selv en del af dem), så var det en god tur.


Er det mon Chip eller Chap?

Tilbage i Banff skulle jeg mødes med Bre, en lokal tilflytter fra Ontario på en café. Hun er en overdrevet sej 25-årig kvinde, som er den vildeste eventyrer. Hun er typen, der en ganske normal lørdag lige tager ud og klatrer op langs isklædte bjerge hængende i et reb. Eller møder bjørne i skoven. Eller andre stille og rolige ting. Hun er livredder ved Banff Hot Springs, nogle termalske pools, der ligger et stykke oppe i bjergene. Vi fik os en spændende snak om det at bo som tilflytter i en turistet bjergby, og det var bare så fedt at se, hvor meget hun elsker området.
Efterfølgende gik vi en hyggelig tur langs Bow River!


Søde Bre – bemærk halskæden med en bjergkæde på

Vi kørte videre rundt til nogle forskellige udsigtspunkter, for efter min families mening havde vi vist gået rigeligt den dag – fem kilometer! Deres opfattelse af hiking er noget med at stå ud af en bil, tage billeder og køre videre. Men vi har selvfølgelig heller ikke så meget tid hvert sted. Til gengæld skal vi påregne 10 minutter ekstra ventetid hvert sted, for at min far kan få filmet og taget billeder med sine 24 forskellige kameraer. Og forsøge at sende Facebook live midt ude i ødemarken uden internet i miles omkreds. Min interesse for at fotografere har jeg i hvert fald ikke fra fremmede.

Senere på aftenen havde Bre inviteret mig hen på sit arbejde, hvor hun fik mig ind, og jeg ellers kunne sidde i en hot pool og glo ud over bjergene, så længe jeg ville. Det er sgu rart med det journalistkort, hah! Der var dog pænt mange mennesker, men sikke en udsigt. Og virkelig sødt af hende. Hun så virkelig cool ud i sit livredderoutfit. Min far og Christian har været så geniale ikke at medbringe badetøj, og der er pool en god håndfuld af stederne.

Vi fik indisk til aftensmad – jeg forsøger for det meste at spise bare en smule lokalt, men Canada har nærmest ingen nationalretter. Alle de canadiere, jeg har spurgt, siger, at man bare skal smage poutine. Det er pomfritter med noget ost og sovs af en art, snasket godt sammen. Så det glæder vi os til.


Jeg instruerer min bror i at Instagram-pose ved Lake Louise. Han elsker virkelig sin søster 😉

I morges kørte vi igen tidligt – omkring kl. 6, for at nå ud til den berømte Lake Louise, inden menneskemængderne væltede ind. Det lykkedes meget godt. Bortset fra, at det var overskyet og solopgangen var ikkeeksisterende. Og det var cirka 3 grader varmt. Jeg havde to par bukser og to jakker på. Men en flot sø kan få én til at glemme meget. Bagefter tog vi ind på en café og købte varm kaffe og scones. Og så videre til Lake Moraine, som også er meget populær. Så meget, at de havde spærret vejen af, og der stod vagter og gennede folk væk. Det ser min far selvfølgelig bare som en udfordring, så han gik over og man flirtede med en af vagterne, og fem minutter efter fjernede de afspærringen for os. Der var faktisk ikke engang så mange mennesker deroppe, men søen var sindssygt smuk.


Vindblæste ved Lake Moraine og med Mariannes flotte regnjakke på

Vi gik lidt op ad et bjerg og fik nogle rigtig fine billeder. Jeg er i øvrigt ved at smadre mit syn ved at sidde og glo fikseret ud af vinduet og forsøge at spotte bjørne. Alle større, mørke objekter må jo klart være en grizzly. Not. Det meste er nedfaldne træstammer, kan jeg afsløre. Godt nok har vi set en del elge. Vi kører pt på Icefield’s Parkway på vej mod Jasper National Park, som er kendt som en af de absolut smukkeste roadtrips i Canada. Og det er forståeligt. Her er magisk. Vi har også været forbi Lake Peyto, som er så åndssvagt turkis og endda har form som en ulv. Vi hører roadtrip playlist, synger fællessang og snacker løs. Jeg glemmer ofte, hvor sjovt vi har det sammen, når vi endelig er sammen i længere tid ad gangen. Familie-roadtrip kan altså anbefales. Også selv om man ser en hel del af hinandens irriterende sider. Jeg er rimelig træt af primitiv pruttehumor allerede. Butt what can you do …


Lake Peyto, som er formet som en ulv – jeg fatter virkelig ikke, hvordan vandet kan have den farve! Er der en ph.D. i ferskvand til stede? 

Inden vi landede vel i Jasper, har vi også været et smut forbi en gletsjer, ingen af os kan stave til eller udtale navnet på. Vi endte med at kalde den Tabasco, og det er overhovedet ikke i nærheden. Farmand tog ud på en eller anden turistet Skywalk, hvor man går på glas ud over et bjerg. Christian og jeg var knapt så imponerede og tog ud og så gletsjeren til fods. Nu står den på pool og spa – altså for os, der har husket badetøj!

Roadtrip i Canada og Murica

Efter en sommer, der har været meget stille på rejsefronten (men ellers en virkelig god sommer at blive hjemme), har jeg glædet mig til at skulle til USA og Canada med min far og bror. Vi har ikke rejst sammen alle tre siden vi var i Florida i 2010, så det var ved at være på tide.

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at skrive mere herinde, men min far har tigget mig om at berette om vores tur, og så er min mor jo efterladt derhjemme og nysgerrig omkring, hvad vi laver. Og min fars ekskæreste vil nok også læse med. Så er der da tre læsere 😉
Det har i øvrigt altid været min ting at skrive dagbog fra ferier. Helt siden jeg som lille sad og skrev i en notesbog på bagsædet af bilen. Nu sidder jeg som voksen med en bærbar på bagsædet – stadig uden kørekort. Og jeg synes jo bare det er hyggeligt.


Grønlands østkyst – så uberørt og fantastisk smuk

Nu er vi langt om længe ankommet til Canada. Vi tog tidligt i lufthavnen og skulle først flyve til Frankfurt for at flyve videre til Seattle. Det gav mig lidt flashbacks til, da Filippa og jeg for over et år siden var lige ved ikke at komme igennem de tyske myndigheder og til Puerto Rico. Nå, men det var faktisk en ok flyvetur. Vi fløj nemlig over både Island og Grønland. Især Grønland var så smukt og badet i solskin.

Jeg brugte de første par timer på at læse de seneste dages udgaver af Politiken, mens min far terpede Ekstra Bladet (aka. sensationsrubrikker), og min bror så offline dokumentarer på Netflix. Og ellers gik tiden bare langsomt. Jeg sad og tænkte en del på, om jeg mon kan betegnes som en klimahykler. Sådan en, der går ret meget op i klimadebat og miljøvenlige valg i hverdagen, mindsker madspild, skærer ned for mit kødindtag, tager korte bade, shopper ikke særlig meget osv., men så vælger jeg at flyve langt mere end gennemsnittet. Det er i virkeligheden noget svineri, men derfor kan jeg jo sagtens træffe fornuftige valg i hverdagen alligevel. Jeg har nærmest ikke shoppet hele året, bortset fra lidt sko og sandaler. Jeg har derimod arvet flere veninders aflagte tøj, og fik fx en vildt fin kjole af min veninde Sanna, som hun havde fundet i storskrald.

Vi har en meget intern feriehumor i min familie. Den er så elendig, at det næsten ikke er til at forstå. Men vi hygger os og opfører os åndssvagt. Mange af jokesne er opstået på tidligere ferier, og i denne omgang er det først og fremmest mit freelancearbejde som journalist, som er det helt store emne. Jeg kom i et uopmærksomt øjeblik til at sige, at jeg havde trukket journalistkortet i forhold til at få nogle kontakter i Banff og Vancouver, som er to steder, jeg skal skrive artikler fra undervejs. Det har resulteret i, at alle situationer nu kan løses ved at trække journalistkortet. Fx adgang til cockpittet i flyet, gratis mad, at køre bil (uden kørekort) og komme forrest i køen. Så det griner vi meget af. Til gengæld driller jeg de to divaer med, at de hver især har over 30 kilos bagage med, mens jeg rejser med en håndbagage på otte kilo plus min computer. De er simpelthen de vildeste pakæsler, og har åbenbart aldrig hørt om muligheden for at vaske tøj undervejs. Jeg kommer muligvis til at mangle en varm jakke (læs; det gør jeg altid), men ellers har jeg da både løbetøj, badedragt, kjoler, bøger, diktafon, to par sko og spejlreflekskamera med. Jeg er virkelig i træning med at pakke let.


Bagagen fordelt således: min lille sorte sportstaske forrest samt en seperat bærbar, resten Christian og min fars – omvendte kønsstereotyper 

Efter to timer gennem myndighederne og ESTA-cirkus, kunne vi endelig få vores lejebil og komme ud på the highway. Her kørte vi gennem Washington og endte sent i går aftes i en lille flække i Idaho. Jeg havde sovet i alt tre-fire timer på over et døgns rejse. Vi gik totalt smadrede i seng efter at have fået fat i en tvær teenagereceptionist, men alligevel vågnede jeg allerede kl. 4 og kunne ikke sove længere. Samme historie hver gang, jeg krydser Atlanten. De andre vågnede alligevel, så vi kørte inden klokken fem mod Canadas grænse. Vi skulle tanke, men ville vente lidt længere. Der viste sig så bare at være nul tankstationer eller anden civilisation. Det skabte en lettere presset situation, selv om vi kom problemfrit over grænsen (politimanden var ret imponeret over mine mange stempler i passet, totalt egoboost til den selvudnævnte globetrotter).


Billede fra min morgengåtur i den lille flække Moyie 

Vi kom endelig frem til en tankstation, som selvfølgelig først ville åbne en time senere. Min bror mente godt, vi kunne satse og nå den næste tankstation efter 20 kilometer. Det kunne vi også med nød og næppe, men den åbnede så først klokken 9, to timer senere. Det var i en lille flække ud til en af de utallige smukke søer omringet af bjerge, så bestemt ikke det værste sted at gå i stå. Vi skulle dog køre 500 km, så vi ville naturligvis gerne videre. Jeg besluttede dog at gå rundt og kigge lidt i byen, som både havde en kirke, et museum og var ret spøgelsesagtig klokken syv om morgenen. I mellemtiden var en mand kommet forbi for at hente post (det gør alle i byen på samme sted) og var faldet i snak med min far. Jo, selvfølgelig havde han lige en 20 liters dunk med benzin stående derhjemme, lige rundt om hjørnet. Steven fra Alabama blev dagens mand i skysovs!


Noget af det bedste er, når fremmede er hjælpsomme!

Vi fik os en hyggelig sludder med ham samtidig. Han var blevet hårdt såret i Vietnamkrigen og sidenhen træt af Amerika, så han havde boet i Canada mange år. Han gav os naturligvis også gode tip til vores videre tur, og nu er vi ankommet til Banff Nationalpark og er stoppet mange steder undervejs. Her er simpelthen så smukt! Jeg har bøvlet en del med at finde personer at interviewe, personer, der er sprunget fra, personer, der var i tvivl osv. Men nu har jeg endelig en fast aftale, faktisk måske to.


Et tilfældigt sted, vi stoppede på vejen – Simpson River 


Så mange postkortmotiver!

Resten af dagen brugte vi på at tjekke ind på vores lodge, køre rundt til nogle smukke søer og viewpoints og spise aftensmad på en lokal burgerjoint. De havde de bedste sweet potato fries! Jeg fik i øvrigt mærkatet ”basic” af min bror, og måtte desværre, med et selvironisk smil på læben, give ham ret. Jeg stod ved en sø med kamera, iPhone, en Starbucks latte i hånden, en rodet knold i håret, New Balance løbesko og skinny jeans. Haha!


Hvor basic og white girl starter pack-agtig kan man være?